Læsø – en saltstøtte
Arno Victor Nielsens indlæg på Rask-projektets seminar den 15. August 2015 på Læsø
Først en tak til arrangørerne, fordi I vil høre på mig, og fordi jeg så fik en anledning til at aflægge Læsø et besøg. Som I måske har hørt, så løber politikerne fra deres valgløfte om at gøre færgefarten til Læsø billigere. Det betyder at en rejse til Læsø også i fremtiden vil koste lige så meget som en rejse til Paris, Rom, Nice, og tage dobbelt så lang tid, hvis man rejser fra hovedstaden. Læsø er udkanten af Udkants-danmark.
Alt går tilbage for øen. Befolkningstallet er halveret på 40 år, og her i sommer er antallet af passagerer og biler med færgen til Læsø faldet med næsten 10 procent.
Der er en sand vrimmel af filosoffer på øen. Der er i hvert fald to, og de to er her også i dag, så hvorfor invitere mig? Det er en gåde for mig, og om lidt er det også en gåde for jer. Men grunden kan jo være, at jeg i mange år har arbejdet med kunst, litteratur, musik og arkitektur på universiteter og kunstskoler.
Seminaret i dag og udstillingen handler netop om udkantsområder, ”udkantsstrøk”, og det skal handle om hvad samtidskunsten kan bidrage med. Hvad kan kunsten gøre for Læsø?
Rask-projektet præsenterer sig med to helt forskellige formål. I ansøgningen til Nordisk Råds kulturfond, skal kunsten ud i yderområderne og hjælpe disse til at opdage deres egne ressourcer. Til Læsø-posten, den lokale avis, skal kunstnerne hjælpes af yderområderne, hvor de kan finde det ægte og nære. Kunstnerne skal finde inspiration i ”det marginaliserede”. Måske gælder begge formål.
Læsø som kunstnerkoloni
Læsø har længe forsøgt at hive sig selv op af sumpen ved hjælp af kunsten. Ved hjælp af hårdnakket markedsføring har man prøvet at markedsføre Læsø som en kunstnerkoloni. Lidt som Skagen er blevet det. Men der findes ikke Læsø-malere som der findes Skagensmalere. Eller Odsherred-malere.
Men det er da lykkedes at knytte Læsø til navnene Jorn og Kirkeby. ”Jeg har haft huset i fire år, men kun opholdt mig i det i ti minutter”, skal Jorn engang have udtalt. Det er selvfølgelig en stærk underdrivelse, men noget om snakken er der nu. Og det gik da også galt, da man lancerede Jorn-legatet.
Jorn var ikke på Læsø for naturen eller lysets skyld. Han malede om natten i skæret fra et lysstofrør. Han tog til Læsø for at ”rådne op” udtalte han til Ekstra Bladet. Var det måske et slogan: kom til Læsø og rådne op!
Lars Morell har skrevet en bog om Jorn og Læsø. Han ser Jorns atelier på Læsø som en nøgle til de sidste 10 år i kunstnerens liv. Hvordan er det muligt. Han købte huset i 1964, flyttede først ind i det to år senere, og døde i 1973. Sådan finder kommunen hele tiden nogen, som vil bygge videre på myten om Læsø som Jorns ø.
Læsøs sande historie
Den pinlige historie om Jorn-legatet (det blev nedlagt efter én uddeling) fik en til at tænke på hvad øen har levet af tidligere: af skibe der løb på grund. De var ådselædere på Læsø. Øen skabte ikke noget selv, men stjal fra de døde
Jamen hvad med Læsø-salt? En professor i Næringsstoffer, Søren Husted, fra Københavns universitet, udtalte i torsdags til ugebladet Weekend, at der rent kemisk ikke er forskel på Læsø-salt og vejsalt, og han kunne i hver fald ikke smage forskel på alm. Bordsalt og Læsø-salt. Gourmet-salt er penge ud af vinduet. Det er ren placebo.
Læsø skal jo have skabt nogle gode historier, som kan brande øen. Men I skal nok ikke bede kunstnerne om hjælp, for så risikerer I at sandheden om øen kommer for en dag. Og sandheden er, at Læsø er en miljøkatastrofe, noget i stil med Påskeøerne.
Dog med den forskel at det var heste som gnavede påskeøerne helt ned, mens det var Læsø-boerne som ødelagde, ja lagde Læsø øde. Salt-sydningen skete på bekostning af al træ på øen. Omkring år 1500 er øen glatbarberet med sandflugt til følge.
Jorden er meget mager på Læsø. Til gengæld er befolkningen meget tykke, Danmarks tykkeste. (Søndagsavisen 3. April 2015). Danmarks mindste kommune er også Danmarks tykkeste.
Læsø er rekordernes ø. Her er landets laveste kriminalitet , og højeste arbejdsløshed (dog overgået af Ishøj, hvor alle indvandrerne bor). Læsø er den kommune, der udvandrer flest fra. Vi kan godt kalde det en hjerneflugt, for det er alle dem der skal have en uddannelse.
Læsø har ifølge Børsen Danmarks laveste handelsaktivitet, herefter følger Mariager Fjord, Morsø og Skive. Men nu kommer der en positiv nyhed: Læsø har skabt flest industrijobs siden finanskrisen, nemlig 4, herefter følger Ærø med 22 jobs, men det er altså opgjort som procentvis stigning. Fire nye job på Læsø er næsten en fordobling af arbejdsstyrken i industrien.
Læsø har landets laveste indvandring, nemlig 4 pr. 1000 indbyggere. Og højeste afvandring. Ifølge Danmarks Statistik har Læsø det største procentvise fald i befolkningen på 12 procent.
Læsø kan markedsføres på at landhævningen her er så stor, at den næsten kan holde takt med vandstandsstigningen p.g.a. den globale opvarmning. Læsø er steget op af havet som den skumfødte Venus.
Men Læsø slår især rekorden hvad angår naturødelæggelse. Det vidner de grimme tangtage om. Der var ikke andet byggemateriale.
Køerne var totalt indavlede. Det var incestkøer. Flyvesandet tvang mændene ud på skibene, så kvinderne passede bedrifterne og ejede dem. Derfor har man også markedsført Læsø som et matriarkat. En dag forliste et skib fuld af kaffebønner. Kvinderne troede det var ærter, men siden fandt de ud af at lave kaffe af bønnerne, og så drak de kaffe den udslagne dag. Desværre ville de have fløde i kaffen og derfor var der ikke noget at lave ost af, så osteproduktionen ophørte også.
Staten kom på et tidspunkt øen til undsætning og plantede træer (mod sandflugten), men dem rev kvinderne op i nattens mulm og mørke. Siden er Fonden RealDania kommet øen til undsætning og har lavet en kirke om til en kuranstalt, hvor folk kan rådne op på en delikat måde. Man salter kurgæsterne. Det næste bliver vel at man også spiser dem.
Foruden kunst og en bunke kunstfestivaler er læsø et spisested. Læsø er den kommune i landet, hvor flest indbyggere er beskæftiget i fødevareklyngen. Og som nævnt det sted, hvor mest fedt sætter sig på sidebenene.
Læsø som naturinstallation
Hvordan kan det hjælpe øen at udbrede løgnen eller myten om en kunstnerkoloni på Læsø? Kunstnernes sans for æstetiske kvaliteter, for de sande værdier, skal lokke os almindelige dødelige til øen. Kunstnerne skal fremstilles som en fortrop. Hvis de kan se kvaliteten ved Læsø, så må der være noget om snakken. Der ligger en kunstnermetafysik bag. Forestillingen om kunstneren som undtagelsesmennesket, det himmelfaldne geni, overmennsket. Kunstneren er den son kan noget vi andre ikke kan, for kunne vi alle, var det jo ikke kunst (Storm P.) Og denne kunstnermetafysik står i skarp modsætning til Rask-projektet, der jo er et eksempel på “kunstens sociale vending”. Herom senere.
Jorn købte huset ubeset, så han var ligeglad med den omgivende natur. Naturen på Læsø er de sørgelige rester af den, der er tilbage efter ødelæggelsen, udpiningen af den. De henlægger nu som fuglebeskyttelsesområder, vildtreservat, som naturreservater, åbne arealer som ikke må gro til.
Hvad slags genstand er et naturreservat? Det er, som navnet siger, et område reserveret for naturen. Men hvilken natur? Den vllde, uberørte natur, men dog naturen for os, naturen som landskab. Et naturreservat adskiller sig ikke væsensmæssigt fra et stykke havearkitektur. Det ville ikke være helt ved siden af at kalde et naturreservat for en "ready-made" i havekunsten. Vi har brug for et modbillede til opfattelsen af naturen som råstofkilde og ressource. Men Læsøs ”uspolerede” natur er den totalt spolerede.
Ressource-tænkningen
Et bestemt ord går igen i idéoplægget til Rask-projektet, og vi har også hørt ordet mange gange i dag, og det er ordet ressource. Og det er interessant, fordi Læsøs sørgelige tilstand og tragiske historie skyldes netop, at øen blev behandlet som ressource, dvs. som noget der kunne og skulle udnyttes.
Selv den udpinte jord, som ikke kan betale sig at dyrke, bliver givet tilbage til naturen som naturreservat, der så igen skal være en ressource for turistindustrien.
Turisterne tror at de oplever naturens natur, den vilde natur. Men det de ser er ”rask”, affald. I ansøgningen til Nordisk Råd præsenteres kunsten også som en ressource, dvs. som noget Læsø kan udnytte.
Lad os dvæle lidt ved ressourcebegrebet før vi ser på, hvorledes kunsten let bliver opfattet som en ressource, nu hvor kunsten har mistet sin metafysiske betydning som erstatningsreligion og i stedet indgår i den profane oplevelsesøkonomi.
I Ordbog over det danske sprog fra 1937 fylder ordet ressource ti linier. Det er meget lidt, og det skyldes at ordet sjældent bruges, for det er når et ord bruges i mange forskellige sammenhænge, at det sluger mange spalter, for så skal der jo gives eksempler på brugen. . Der står også at det undertiden bruges lidt nedsættende. Det er når man bruger ordet synonymt med “reserver”, altså at man har gemt noget til side. Helt præcist betyder ordet genrejse, genopstå, fra latin resurgo - jeg rejser mig op. Vi genkender ordet i resurrection, genopstandelsen.
Heller ikke i Meyers fremmedordbog fylder ordet meget. Faktisk mindre end i ODS. Det mest interessante er nok, at man end ikke omtaler den mest almindelige sammensætning, som ordet ressource indgår i, nemlig “naturressourcer”.
En naturressource er naturen forstået som grisen Særimner i den nordiske mytologi. Særimner er en galt, der bor i Valhalla. Grisen er fortryllet og benyttes i køkkenet som en rigelig kilde til frisk kød. Når kokken Andrimner skærer tykke bøffer ud af siden på Særimner, vokser kødet straks frem igen. På den måde er der mad nok.
Sådan begyndte man i nyere tid at betragte naturen. Som en uudtømmelig kilde. Jeg siger nyere tid, for vi skal ikke så langt tilbage før man mente at jordskælv og vulkanudbrud skyldtes naturens vrede over at vi hentede råstoffer ud af den. Især minedrift kunne gøre naturen rigtig vred.
Den slags naturmystik lever stadig i bedste velgående. Jordskælvet i Haiti, ja de seneste mange jordskælv og vulkanen på Island har nogen ment er menneskeskabt. På Statens Museum for Kunst har man haft en udstilling: Nature strikes back, naturen slår tilbage. Den globale opvarmning får jo skylden for alt. Men man mener også at olieboring kan medføre jordskælv.
Vi kan i hvert fald slå fast et det er et buzzword, plusord. Når vi lige ser bort fra naturen, så er det et positivt begreb. Når man bruger ordet signalerer man, at man ser muligheder, hvor andre ser problemer. Især i socialpædagogiske kredse er ordet et must. Du skal kunne se muligheder i selv det mest umulige menneske. “Kom nu, tag dig sammen mand, du har masser af ressourcer”. Sådan lyder den socialpædagogiske trosbekendelse.
Når de ældre omtales som “ældrebyrden”, protesteres der, og tit med det argument, at de ældre har masser af ressourcer. De er ikke bare en byrde.
Det kulturelle borgerskab opfandt også en uudtømmelig kilde, altså en ressource, for sådan en kan man ikke leve foruden. De opfandt kunsten, kunstværket. “Jeg bliver aldrig færdig med den her roman”. Det er en udtalelse man har hørt tit. Og det er jo en dejlig tanke, at de penge man har investeret i et maleri, er blevet til en uudtømmelig kilde til stadig nye oplevelser. Så er pengene givet godt ud. Det er simpelthen lakmusprøven på om noget er kunst. Som en undskyldning for at have brugt en halv årsløn på et dårligt maleri, kan man altid sige: “Jeg bliver aldrig færdig med at se på det”.
Men hvordan kan det være, at vi godt kan høre, at det handler om at udnyttelse, udpining, røveri, når vi taler om naturen som ressource, mens vi ikke kan høre det, når vi taler om mennesket som ressource, kulturen som ressource, kærligheden som ressource, familien som ressource etc.?
Ressourcetænkningen gør alt til middel. Engang havde man familie, venner og bekendte. I dag har man netværk. For nu opfattes alle mennesker som “forbindelser”, som ressourcer, som midler.
I dag indgår kunst i kommunernes eventkultur og oplevelsesøkonomi. Kommunale kulturevents skal skabe sammenhængskraft og identitet. Mange kommuner hyrer professionelle kultureventkonsulenter. Går man ind på kommunernes hjemmesider overvældes man af overskrifter som: “Kulturelle events og festivaler som egnsudvikling og økonomisk kraft”, “kunst og kunstnere som vækstdrivere”, “kultur som oplevelse, økonomi og arbejdspladser”. En by på Sjælland ville i Guiness Rekordbog ved at lave et gigantisk grafisk kunstværk.
Den 22. August kan man i Kolding se et gigantisk strikket hus. Det er et strikkunstværk sat sammen af trekanter, som borgere i Trekantområdets byer (Vejle, Fredericia, Middelfart, Kolding, Billund) selv har strikket. Det er altså et kunstprojekt, som skal skabe identitet og sammenhængskraft.
I København har et teater (Betty Nansen teatret) en anneksscene, hvor indvandrere spiller teater. Her skal skuespilkunsten hjælpe unge til at blive integreret i det danske samfund. Det er teater som social kunst.
I flere danske byer har man en borgerscene, hvor almindelige borgere stiller sig op og fortæller om deres liv. I København indgik borgerne også i en fotoudstilling med 100 portrætter (”100 procent København”).
Det almindelige menneske er trængt ind på scenerne, ind i billedkunsten. Elmgreen og Dragsets lavede en installation på Statens Museum for Kunst, som var en ganske almindelig etageejendom. Olafur Eliasson har på Louisiana slæbt et stykke islandsk natur ind i kunstbygningen. Knausgaard har slæbt hele sin familie og sig selv ind i en roman.
Mange har spurgt, hvorfor det er blevet en hype, en succes at befolke teatret, kunsten, litteraturen med almindelige mennesker. Svaret skulle være ”virkelighedssult”. Vores virkelighed er i den grad iscenesat og redigeret, fordi vi kun møder den gennem medier, at vi må i teatret og på kunstmuseet og i biografen for at møde virkeligheden.
Jeg tror snarere at kunsten i dag har fået en terapeutisk funktion, en opdragende funktion. Den klarer sig ikke uden offentlige tilskud, og så skal den til gengæld påtage sig en social opgave. TV-serien 1864 er direkte bestilt af folketinget, som har bevilget de første 100 mio. Serien skulle berede vejen for en ny national selvforståelse: Danmark som et herrefolk, der må påtage sig at retlede andre lande, hvilket vi så gør ved at sende soldater til Afghanistan og bombe i Libyen og Irak. Det er identitetspolitik.
Den sociale vending i kunsten
En gruppe kunstnere tager ud og møder virkeligheden i fjerne kystbyer og laver stedsspecifik kunst. Det kaldes også kontekstkunst, social skulptur, relationel æstetik, sociale interventioner. Det begyndte i 1990´rne, og det udføres ofte af grupper som kollektive produktioner. Den sociale vending i kunsten ender også ofte i en kollaborativ vending.
Hvad taler imod, at en gruppe er den individuelle kunstner overlegen i skaberkraft? Næsten alt taler for, at gruppen er mere potent end det isolerede individ, at helheden er mere end summen af sine dele. Noget taler imod, og det er det metafysiske kunstbegreb, kunstreligionen, kunstens transcendens, kunstnermyten. Vi er nødt til at sekularisere kunsten til bunds. Den skal trækkes helt ned på jorden. Og hvis man kan have nationalisme uden nationer, teologi uden Gud, videnskab uden sandheden, så kan vi vel også have kunstnere uden kunst med stort K.
Tabet af den “store Kunst” giver frihed, f.eks. frihed til at intervenere, frihed til at producer kollektivt. Kunstnermetafysikken er sværest at komme til livs. De to kunstnere som gjorde mest for at nedbryde den romantiske kunstnerrolle, Joseph Beuys og Andy Warhol, er i dag genstand for en kunstnerkult uden sidestykke.
Genier falder ikke ned fra himlen – som I romantikken. Genier fødes af den rette kontekst. Engang var genius ikke internaliseret I ensomme subjekter, men kunne tilskrives et bestemt sted – genius loci – dvs. stedets geni, stedets skytsånd. Det var altså stedet som var genialt, og det kunne smitte af på dem, der opholdt sig på stedet. Det er forklaringen på at der gik en sand vrimmel af genier rundt I København i begyndelsen af 1800-tallet. I dag bliver man idiot af at bo i København. Og måske rummer Læsø også en genius, som projektets nordiske kunstnere kan drage nytte af.
Det som ikke lykkedes for Beuys, nemlig at gøre os alle til kunstnere, det lykkes for de mest innovative virksomheder i form af high-performance teams.
Men fordi kunsten bliver social og stedsspecik, behøver den ikke blive reduceret til en ressource, altså til noget der bare skal udnyttes. Kunsten møder virkeligheden. Den lader sig ikke opsluge. Den forbliver kunst samtidig med at den intervenerer i den sociale virkelighed.
Kunsten skal ikke bekræfte de lokale i deres selvforståelse. Den skal tværtimod provokere og måske ligefrem være destruktiv. Kunsten skal stadigvæk befri, og det kan den kun ved at forblive kunst. Det føromtalte strikhus skal også være en æstetisk oplevelse i sig selv, foruden at skabe identitet og sammenhængskraft.
Når den svenske provokatør og muligvis racist og nynazist Dan Park bliver dømt og fængslet, knægter den svenske stat ikke kunsten. Den beskytter kunsten mod typer som Dan Park, der aldrig har været kunstner, men søger ly bag kunstnerrollen. Hvis Dan Parks tegninger havde haft æstetisk, kunstnerisk kvalitet kunne de ikke ”oversættes” til entydige hadefulde og f.eks. antisemitiske proklamationer. Og det er da også hvad Dan Park selv forsvarer sig med. Men se på hans tegninger! Det er ikke kunst. Se på Lars Vilks tegning af Muhammed som hund! Det er heller ikke kunst.
Det er godt at kunsten har forladt museerne og stuevæggen og er trådt ud i det offentlige rum og ind i den sociale virkelighed, men den skal forblive kunst, og det vil sige meddele sig i et sprog, som er befriet for de koder, som styrer de ikke-kunstneriske sprog.
Den kunst, som nazismen tillod og udnyttede, har ikke overlevet nazismen. Ikke fordi den var nazistisk, hvad så end det vil sige, men fordi den ikke var kunst. I Italien kan man støde på en masse fascistisk arkitektur, som faktisk er beundringsværdig, men ikke fordi den var fascistisk, men fordi den har uomtvistelige æstetiske kvaliteter.